Hvis du kan lide at shoppe, så er Van Oldenbarneveltstraat i centrum lige noget for dig. Det er et af de mest luksuriøse shoppinggader i byen med et stort udvalg af fine modebutikker, eksklusive skoforretninger og charmerende spisesteder. Her finder du fine outfits, smarte frakker og tasker i det allerbedste skind. Der er mange danske, svenske, franske og hollandske brands. Alt drejer sig om god smag her. Husk også at tage et kig i en blomsterbutik.
Kruiskade: Her finder du alt, hvad et pulserende shoppinghjerte kan begære. Her finder du High End Fashion District, hvor internationale modemærker og luxury stores præsenterer sig. Berømte designere som Tommy Hilfiger, Michael Kors, Hugo Boss, Antony Morato har åbnet deres butikker her.
En af de mest populære shoppinggader i Rotterdam er Nieuwe Binnenweg. En af grundene til dette er det kæmpeudvalg butikkerne her har at byde på. En lang række mode- og designbutikker, gammeldags barberer, bagere, gode delikatesseforretninger og trendy kaffebarer. Der er en god balance mellem folkeligt, multikulturelt og megatrendy, hvilken kommer frem i det varierede udbud.
Oude Binnenweg er en hyggelig, historisk gade, hvorimod Karel Doormanstraat er af nyere dato. Begge gader ligger ikke langt fra de større kæder i Koopgoot, og det kan man godt mærke. Butikkerne er mindre, og mere fokuseret på en specifik livsstil. Her finder du fx basic tøj og indretning af god kvalitet.
Lijnbaan, Coolsingel og Beurstraverse – bedre kendt under navnet Koopgoot – er beliggende i centrum. Der er mange forskellige etniske grupper der lever side om side i Rotterdam, og det får man et godt indtryk af her. Koopgoot og dens butikker ligger under gadeniveau og nogle af de større varehuse som C&A og Bijenkorf har deres indgange her. Her finder du også H&M, Zara og Mango. // Sporvogn: station Beurs.
I de sidste par år har Meent udviklet sig til byens mest glamourøse gade. Med sko- og modebutikker i det øvre segment som Scotch & Soda, Supertrash en American Vintage. Der er flere spisesteder. Der er ikke langt til Pannenkoekstraat, Botersloot og Nieuwe Markt i Laurens-kvarteret, et finurligt kvarter fyldt med små butikker med vintage, boghandlere, design og spisesteder. Du vil blive overrasket over det varierede tilbud: Der er alt fra den farverige 50-er stil fra Very Cherry til mere dæmpet tøj og tilbehør fra Objet Trouvé, samt hollandsk design fra Depot Rotterdam. I Louen har de skandinaviske brands, som fx Selected Femme, Modstrøm, Mads Nørgaard m.m.
Witte de Withstraat er en populær gade med fine designerbutikker og seje gallerier. Et hyggeligt sted at ose rundt. Nyd gadens afslappede atmosfære både om dagen og om aftenen. Få en forfriskende drink i et af de mange barer eller et godt måltid i en hyggelig restaurant. Gør et fund i det varierede udbud af tøj og design. High-end fashion, boligtilbehør, design og sneakers. Her finder du fx Collectiv by Swan, en inspirerende butik med smykker, tøj og lamper fra over 20 forskellige små erhvervsdrivende. Der findes virkelig noget for alle. Til mændene findes der utallige, spændene gadget-butikker i eller rundtom Witte de Withstraat. Og husk nu også at kigge ind i et af de mange spændende gallerier! Witte de Withstraat er også stedet, hvis man er til eksotisk fastfood og en drink eller snack på et typisk fortovscafé. Min yndlings shoppinggade!
Lidt længere fra centrum i bydelen Oosterflank (nordøst Rotterdam) ligger indkøbscentret Alexandrium med 200 forskellige butikker under et tag, perfekt til en regnfuld dag. Det er et shoppingområde (Alexandrium Shopping Center), en lang promenade med megastores (Alexandrium Megastores) og forretninger med boligindretning, brugskunst og designermøbler fordelt over 3 etager, samt parkering på tagetagen (Alexandrium Woonmall). Åbningstider: ma-to+lø kl. 9.30-18, fre 9.30-21, sø 10-18. // Sporvogn: Rotterdam Alexander, station Oosterflank.
Praktisk information
Åbningstider: Normalt holder butikkerne åbent ma kl. 11-18, ti-on-to+lø kl. 10-18, fre 10-21, sø 10-18.
Supermarkeder – De fleste supermarkeder har åbent til kl. 20. Jumbo i Hillelaan, Botersloot og Schiedamseweg har åbent hele ugen til kl. 22. Albert Heijn i Schouwburgplein, Meent og Oudedijk har åbent hele ugen til kl. 22 undtagen søndag. Der er også næsten 20 natbutikker, der har åbent til kl. 1 eller 2 om natten.