Edam

Edam er kendt for sine smukke gamle bygninger og købmandshuse fra 1600-tallet, smalle kanaler og træbroer, og ikke mindst edammerost (Edam ost).

I sommermånederne afholdes der ostemarked onsdagmorgen fra kl. 10.30-12.30 på pladsen Jan Nieuwenhuizenplein.

Edam er en ost, som oprindeligt blev lavet i og omkring Edam. Det er en fast, mild komælksost med relativt lavt fedtindhold (absolut fedtprocentdel på 25 %). Traditionelt er osten kugleformet med et rødt vokslag (til eksport), men dan fås også i gul. “Edam Holland” er en beskyttet oprindelsesbetegnelse, som kun må produceres i Holland og evt. videresælges til udlandet. Ostefabrikken står nu i Marum ved Groningen.

Ellers sker der ikke det helt store i landsbyen. Du kan gå en tur langs med kanalerne. For enden er der en lille jødisk kirkegård. Eller besøge Edams museum, hvor du får mere at vide om landsbyens historie, der går helt tilbage til 1100-tallet. Museet er beliggende i Steenen Coopmanshuys, det første købmanshus opført i sten i Edam. Hør historien om den flydende kælder i museet, og oplev det selv. Der hænger også et maleri af verdens højeste kvinde, som blev født i Edam i 1616 og havde størrelse 55 i sko.

Du kan ikke komme uden om byens centrale torv Damplein. Her står rådhuset, som indeholder turistkontoret. I gamle tider var det et sted, hvor handelsskibene foretog deres laste- og losseaktiviteter. Edam lå nemlig ved mundingen af floden IJe, hvilket gjorde at der kunne opkræves afgift for at passere. Edam blev således en blomstrende handelsby. Og det kan stadig ses.

Edam ligger kun et par kilometer fra Volendam, som er en kendt fiskerby med typiske huse.