Opdag videnskabens verden! Museum Boerhaave giver et spændende indblik i medicin- og naturvidenskab over de sidste 500 år. Der er tænkt grundigt over, hvordan man kunne vække interessen for videnskabshistorie hos børnefamilier, unge voksne og et velinformeret publikum! Og det er ikke for ingenting, at den mest prestigefyldte Årets museum i Europa-pris i 2019 gik til dette museum.
Det anatomiske teater er en tro kopi af det teater, som universitetet åbnede i 1594. Her underviste videnskabsmanden Boerhaave studerende, kirurger og nysgerrige borgere om menneskets anatomi, som de brugte Leidens hængte forbrydere til. De blev dissekeret mens publikum observerede. Her oplever du nu et spændende multimediashow af projektioner på væggene og loftet.
I raritetskabinettet kan du forgabe dig i de mest underlige og eksotiske genstande. I næste rum kan du se nogle af Antoni van Leeuwenhoeks mikroskoper, som forskere i 1600-tallet kunne observere bakterier med, hvilket ændrede deres viden om hygiejne. Det er ham, der var den første, der så sædceller, blodlegemer og bakterier. Samlingen her omfatter de tidligste kirurgiske instrumenter.
Herfra bevæger du dig ind i et rum med hospitalssenge og montre, som fortæller historien om medicin lige fra fødsel til medicinering. Der står også en jernlunge, som hjalp poliopatienter med at trække vejret kunstigt og som der nu projiceres en film på, for at du bedre kan identificere dig med den personlige historie bag.
Der er brugt avanceret teknologi (animationer, spil og interaktive elementer) for at gøre museet mere spændende for især de yngre besøgende. Der er touchskærme for dem, der gerne vil mere i dybden omkring de udstillede genstande. Men selvfølgelig er der også masser af andre interessante genstande og instrumenter, så som et landkort tegnet af den berømte Blaeu, og verdens ældste heliocentriske planetarium.
Videnskab handler om nysgerrighed, tålmodighed, kreativitet og gåpåmod.
Praktisk information
Adresse: Lange Sint Agnietstraat 10
Priser i 2024: voksne € 15,00, børn 4-17 år: € 5,50.