Royal Delft

Besøg Royal Delft, også kaldet De Porceleyne Fles, som er en fajance- og lertøjsfabrik helt tilbage fra 1653. Det verdensberømte Delfts Blauw – som minder meget om det danske Kongelige Porcelæn – bliver malet med hånden efter gamle traditioner.

Royal Delft Experience er en rejse gennem Delft Blås univers, hvor du hører om fajancens historie, produktion og innovation. Oplev malernes kærlighed for deres arbejde under demonstrationen, kig rundt i museet og fabrikken, hvor medarbejderne har fuld gang i produktionen.

Klassisk fajance er en lertøjsvare med hvid tinglasur, som er uigennemtrængeligt for væsker. Fajance adskiller sig fra porcelæn ved at materialet er porøst indeni og ikke har porcelænets transparens. Den lavere brændingstemperatur betyder, at der kan opnås rigere farvevariationer, og at den kan produceres billigere.

Historie: Den hollandske handelsflåde VOC bragte ikke kun krydderier og klæder med hjem efter 1602, men også kinesisk porcelæn, som blev en eftertragtet vare i Europa. Med oprettelsen af Sankt Lukasgildet, et lav af kunsthåndværkere og kunstnere i de større byer, kom der fart i pottemageriet, hvilket blev endnu mere påskyndet ved at borgerkrigen i Kina brød ud i 1650 og Kinas produktion stagnerede. Delft blev et af de vigtigste centre for fajancen. Glansperioden falder dog i midten af 1700-tallet, og den billigere stengods-fajance overtager rollen som alternativ til porcelæn. De Porceleyne Fles, opført i 1653, er det eneste værksted, som stadig har produktion.

Praktisk information:

Adresse: Rotterdamseweg 196, Delft, www.royaldelft.com

Gratis parkering bag og ved siden af bygningen. Man må ikke parkere foran. / Der er 15 minutters gang til stationen.

Audioturen fås på hollandsk, engelsk, fransk, tysk, spansk, italiensk, kinesisk og japansk.

Priser: voksne € 14, 13-18 år € 8,75.

Åbent: ma-ti kl. 11.30-17, ons-sø kl. 10-17.