Vinter i Haag

Hvad er der af aktiviteter i Haag om vinteren? Ja, vinteren er på trapperne, og hvis der skal ske noget spændende i december måned, så tag din varme jakke og hue på og besøg de hyggelige vinteraktiviteter i Haag.

Der er julehygge på Royal Christmas Fair i centrum på Lange Voorhout fra 7.12.23 til 23.12.23 fra kl. 12-21. Kom sammen med dine venner, og få en pølse med et glas øl eller juleglögg her på dette udendørs marked. Fri adgang med masser af julehygge, madvarer, julegaver. De tusindvis af små ledlys, julekor, historiefortællere, børneaktiviteter og atmosfæren gør julemarkedet mere end et besøg værd. Jeg kan anbefale også at gå en tur gennem Hofkwartier med dens Quartier Latin charme , hvor du finder mindre butikker og masser af julehygge mellem Noordeinde og Prinsestraat.

En eftermiddag i Cirkus (Groot Kerstcircus) er altid en god ide, hvis du har børn. I det nye show medvirker cirkusstjerner fra hele verden. Colombianske akrobater, som danser på stålwirer højt oppe i luften og udfører livsfarlige tricks, en brasiliansk klovn der underholder publikum, og jonglører. Kom og se en blanding af spændende akrobatik, romantik og komedie i over 2 timer. Siddepladserne er forvarmede og teltet er flot pyntet i julestemning. Adresse: Malieveld fra 8.12.23 t.o.m. 8.1.24.

En tur med hestevogn er gratis. Den holder på Tournooiveld, Heulstraat, ’t Goude Hooft, Grote Marktstraat den 9./16./24.12 om eftermiddagen.

Madurodam er en miniatureby, hvor det meste er opført i målestokken 1:25. I denne lille forlystelsespark finder du miniatureversioner af kanalerne i Amsterdam, Anne Franks hus, hollandske vindmøller og bygninger, biler, kanaler og meget mere. Om vinteren plejer de at have åbent fra kl. 11-17, men tjek lige deres hjemmeside først, madurodam.nl/en/ under Practical.

Scheveningen tilbyder også masser af hygge i vintermånederne.

Cool Event er en skøjtebane på Kurhausplein på over 600 m2, hvor du kan stå på skøjter og have det sjovt med vennerne. Skøjterne kan lejes. Husk at tage handsker med. 11.11 t.o.m. 11.2.24 fra kl. 10-22.

I Foodhall er der forskellige restauranter, hvor du kan sidde og hygge dig med dine venner og individuelt vælge, hvad du vil have at spise. Sushi, gyros, thai, burritos, pizza, streetfood og meget mere. Udsigt til stranden. Adresse: Strandweg 161.

Lys i Havnen. Lørdag 16.12 fra kl. 17.30 indtil 31.12. Ved åbningsceremonien er der en sopran med en kæmpestor flydende kjole på, der synger som en sirene.   

En tur med hestevognen er gratis. 29/30.12 og 6.1.24 kl. 14-18 i Scheveningen. Holdesteder: Carlton Beach Hotel, overfor Moeke, Legoland, Palacestraat, AFAS Circustheater.

Scheveningen, få en tur i kareten

Nytårsdag kl. 12 er der selvfølgelig den årlige nytårsdukkert i havet arrangeret af Unox, hvor over 10.000 tapre unge og ældre tager sig et forfriskende bad, og så er det ud igen efter et par minutter. Tøjet ligger klar til at tage på, og herefter er der hygge med varm kakao og suppe i de store telte, der er opstillet ved Kurhaus. I år finder det sted 400 m mod havnen.