Kubuswoningen

Kubuswoningen Rotterdam, Overblaak 70

De kubiske huse er et ægte blikfang i Rotterdam. Der er 38 boliger og 13 til erhvervsmæssig brug.

De er designet af den hollandske arkitekt Piet Blom i slutningen af 70’erne. Han havde tidligere eksperimenteret med den slags boliger i Helmond. De har også en anden funktion her i Rotterdam, de danner nemlig en fodgængerbro over en af de mest trafikerede gader i bymidten.

Terninghusene er udformede som en abstrakt skov, hvor hvert tag skal forestille et træ. De er fremstillet af betonsøjler med trærammer. Husene har tre etager: Nederst en entré, i midten er der stue med køkken, og øverst to soveværelser med badeværelse. Nogle af husene har en lille taghave.

Hvis du er meget nysgerrig, kan du besøge et af husene eller overnatte her. Men pas på hovedet! Kijk-kubus er åben for besøgende, så man kan se en helt indrettet bolig. Den viser også udfordringerne ved at bo i et sådant hus. Det er nemlig vanskeligt at finde møbler til et hus, der ikke har lodrette vægge. I 2009 blev et af de største huse bygget om til vandrehjem, StayOkay Hostel Rotterdam. Du kan komme ind og nyde udsigten herfra.

Praktisk information

Parkering: Hvis du kommer i bil er der rig mulighed for at finde parkeringspladser under Markthal mod betaling. Parking Markthal har åbent døgnet rundt. Der er gratis cykelparkering i den offentlige cykelparkering ved Rotterdam Blaak station.

Afstand til: Markthal (200 m), Oude Haven (170 m), Hop on Hop off-bus.