Jellingstenen

En kopi af Jellingstenen i Utrecht! Ved siden af domkirken løber en klostergang, der forbinder kirken med dens kloster. Indgangen er prydet med et minde fra Danmark: En tro kopi af Jellingstenen, skænket af danske venner af Holland i anledningen af Utrechts Universitets 300 års jubilæum i 1936.

Allerede i vikingetiden berettes om danskere i Utrecht, men da i en hel anden hensigt. En flåde af danere drog i 834 til Frisland, og via Utrecht nåede de frem til den kendte handelsplads Dorestad, i dag Wijk bij Duurstede, som blev plyndret og ødelagt. Utrecht ligger nord for floden Lek, en af Rhinens udløb i Nordsøen, og som utallige byer i Nordvesteuropa blev også denne by udsat for vikingernes hærgen adskillige gange i 800-årene.

Willibrord, den første kendte missionær blandt danerne, døde som biskop af Utrecht i 739. Hans levned er beskrevet af landsmanden, den engelske munk Alkuin, der fungerede som rådgiver ved Karl den Stores hof fra 781 til sin død i 806. Alkuin beretter i De vita S. Willibrordi, hvordan Willibrord efter et forgæves missionsophold i Frisland drog videre til danernes vilde folkefærd. Mødet med danernes konge, Ongendus (eller Angantyr) fandt sikkert sted i begyndelsen af 700-årene. Ongendus, der ifølge Alkuin var mere grusom end et vilddyr og hårdere end en sten, lod sig ikke omvende til kristendommen. Willibrord valgte derfor at rejse og tog 30 drenge med sig tilbage til Frankerriget. Drengene blev undervist på rejsen og derefter døbt. Om de nogensinde vendte hjem igen, vides ikke.

Kilde: http://jelling.natmus.dk