Zutphen er en hansestad, en skult perle i den østlige del af Holland, der har bevaret sin middelalderlige charme. Byen, som allerede opstod i romertiden, ligger ved floden IJssel og dette har spillet en afgørende rolle for byens senere udvikling som handelsby.
Zutphen har en lille bykerne med smalle brostensgader, købmandshuse, tårne og små torve. Der er mange caféer, gallerier og specialbutikker, ikke de store butikskæder. Byen føles ikke turistet, stemningen er fredelig og afslappet, og man kan sætte sig ved de gamle bymure eller flodbredden og se de store skibe sejle forbi. Er du interesseret i antikvariater, så er det måske også interessant at få en rundvisning i Librije i Walburgiskirken, et af Europas ældste offentlige biblioteker, hvor bøgerne er fastgjort til pultene: € 8 (2026). Adresse: Kerkhof 3.

Zutphen er virkelig en gammel by og det kan ses og føles. Berkelpoort er en vandport opført omkring 1325, hvor floden Berkel løber gennem den tidligere bymur. På det tidspunkt var Zutphen en vigtig handelsby og medlem af Hanseforbundet. Porten kunne lukkes af med faldlemme, og de tykke mure var med til at beskytte byen mod angreb fra fjender.
De Hanzeaat (også kaldet Bourgonjetårnet) er et sted med interaktive oplevelser, hvor du kan lære mere om hanseperioden. Der vises film og du kan spille interaktive spil, som tager dig med på en rejse gennem middelalderen langs de forskellige hansestæder. Kan du lukke porten i tide for de angribende røvere? Se, hvordan datidens kanon så ud. Adresse: Matinetsingel. Gratis adgang.

Tag trapperne op og nyd udsigten fra Oude Wijnhuis-tårn på Groenmarkt. Åbent lørdag og søndag.
Stedelijk Museum Zutphen viser arkæologiske fund og ting der fortæller om hverdagslivet gennem tiderne, samt byens udvikling. / Museum Henriette Polak er et lille kunstmuseum, der har specialiseret sig i hollandsk maleri og skulptur fra efter 1945. De har en stor samling af kunstnerportrætter, samt skulpturer. ‘s Gravenhof 4.
Hvad med at opleve Zutphen fra vandet og tage med på en bådtur. Turen varer lidt over en time og undervejs fortæller skipperen om den historiske by og den omkringliggende natur. Fra april til oktober. Voksne € 8 (2026). Afgang: Rijkenhage 1. fluisterboot-zutphen.nl
Har du en sød tand, så husk også at kigge ind i den gammeldagse slikbutik Het Snoepje, som har åbent to-sø eftermiddag. Ravenstraat 3.
Tip: Et af de bedste restauranter i Zutphen er Broederenklooster, Rozengracht 3.