Enkhuizen er en historisk lille havneby i provinsen Noord-Holland, som er kendt for sin velbevarede arkitektur og charmerende gamle bykerne. Den minder lidt om Hoorn – NH, som også var en vigtig base for VOC (Hollandske Østindiske Kompagni) og herfor var en rig og magtfuld by under den hollandske guldalder (1600-tallet).
Hvad er der af begivenheder i Enkhuizen?
Selve byen har en autentisk hollandsk atmosfære, som med sine brostensgader, smalle kanaler og historiske bygninger giver en følelse af at være rejst tilbage i tiden. Kig forbi det gamle fæstningstårn Drommedaris fra 1540.

Zuiderzeemuseum
Dette frilandsmuseum er byens største attraktion og viser, hvordan livet var i landsbyerne omkring den tidligere Zuiderzee (nu IJsselmeer) før opdæmningen. Rejs tilbage i tiden til 1880-1930 og gå på opdagelsen i fiskerhytter, fiskerøgerier, en skole og kirke, og se håndværkere i aktion som fx tovværkere og træskomagere, der demonstrerer deres færdigheder i traditionelle klæder.
Det tilhørende indendørs museum viser maritime udstillinger med skibsmodeller, folkedragter og historiske skatte fra fortiden. Der er også interaktive udstillinger, hvor du kan opleve, hvordan det var at være på havet under en storm, og lære om navigation uden moderne teknologi.
Køb dine billetter online via zuiderzeemuseum.nl. Voksne € 19,50, børn € 13, parkering € 7. Parkering Sluisweg 1, og tag den fri museumsfærge til museet.

Sprookjeswonderland
Sprookjeswonderland er et familievenligt eventyrland for de yngste. Her er der forlystelser, herunder en nostalgisk karrusel, et skibsgynge, ponyridning og en parkjernbane og teaterforestillinger. Der er kæledyrszooen med geder, får og kaniner, samt blomsterhaver, der skifter med årstiderne.
I eventyrskoven kan du gå en tur gennem skoven og møde figurer som Hans og Grete, Rødhætte og Snehvide i charmerende scenerier designet i børnehøjde. I nisselandsbyen kan du udforske en miniatureverden beboet af nisser, med paddehættehuse og –tårne. Dine børn vil elske det!
Åbent dagligt fra 10:00 til 18:00 indtil 26. oktober 2025. Børn fra 2 år og op: € 15,00 ved online forudbestilling. Adresse: Kooizandweg 9, Enkhuizen. Medbring gerne selv madpakker.
Damptog- og bådture
Beliggenheden ved IJsselmeer gør Enkhuizen til et populært sted for sejlads, lystbåde og vandsport. Du kan fx tage færge til byer som Stavoren og Medemblik – en hyggelig måde at opleve søen og regionen på – eller gå en tur rundt om havnen.
Der kører også et damptog over sporet fra 1887 fra Medemblik via Hoorn til Enkhuizen og omvendt. Se mulighederne her: stoomtram.nl.